Et helt nyt grønt område ser snart dagens lys på Jomfrustien i Haderslev. “Hertugens Baghave” kommer til at ligge bag den nye biograf på Jomfrustien og indrettes med højt græs, farverige blomster og små stier. Det grønne område er midlertidigt. Masterplan for hele området er på trapperne.

Blomsterblandingerne er netop sået, og græsfrøene er strøet på jorden. Et nyt grønt område er med andre ord ved at se dagens lys på Jomfrustien i Haderslev.

Hertugens Baghave, som området kommer til at hedde, er en del af den store grund, Haderslev Kommune købte for et par år siden. Grunden er en central brik i udviklingen af hele området Jomfrustien – Levende rum i Haderslev.

Grunden er ryddet, og på den forreste del skal der bygges en biograf. Udover planerne om en biograf og et ønske om et areal til parkering, er der ikke taget endelig stilling til, hvad grunden ellers skal bruges til. Derfor indrettes der nu på den sydlige del af grunden et grønt område med blomster og græs.

“Det er en spændende grund med mange muligheder, og vi håber på at få et interessant projekt, der passer til vores masterplan. Mens vi venter, laver vi et grønt område, der får en ekstensiv karakter. Det bliver et lille åndehul, hvor græsset kun bliver klippet nogle få gange i løbet af sommeren, og hvor der ikke bliver luget ukrudt imellem blomsterne. Samtidig får vi vist grunden for en anderledes side, og det kan måske vække interesse hos nogle investorer”, siger borgmester H.P. Geil.

Navnet “Hertugens Baghave” er ikke tilfældigt valgt. Haderslev Kommune har inspiration til navnet af Museum Sønderjylland.

“Ifølge museet har dette område engang været Hertug Hans’ baghave. Her havde hertugen et lille lystslot med have, hvor der blev dyrket eksotiske og fremmedartede blomster, grønsager og krydderurter, og fordi området i dag får karakter af en baghave, hvor bedene ikke kommer til at stå snorlige og skarpe, så synes vi, at Hertugtens Baghave passede til området”, siger H.P. Geil.

Det er allerede nu muligt at gå på tværs af arealet på stierne og i løbet af sommeren nyde blomsterne i baghaven. Der bliver også sat et par borde-bænke-sæt op i området, så det bliver muligt at nyde en solrig plet.

Masterplan på trapperne
Arbejdet med en masterplan for hele Jomfrusti-området er i fuld gang, og planen skal til politisk godkendelse i byrådet i juni 2017. Planen offentliggøres herefter den 28. juni kl 19.00 med en præsentation udendørs netop på grunden, hvor den ny biograf skal bygges.