I ugerne 33 til 36 foretages omkring 100 boringer på og omkring Jomfrustien i Haderslev. Jordbunds- og grundvandsforholdene skal undersøges som et led i byudviklingsprojektet Jomfrustien – Levende rum i Haderslev.

Det vil kunne mærkes lidt i trafikken, når Haderslev Kommune og Provas i uge 33 til 36 får foretaget 100 boringer i området omkring Jomfrustien. Jordbunden og grundvandet skal undersøges som et led i planlægningen af byudviklingsprojektet på Jomfrustien.

”Vi ved, at der er nogle steder i området, hvor jorden er forurenet. Samtidig har Region Syddanmark også udlagt en del af området som muligt forurenede ud fra, hvad de har været brugt til tidligere. Det får vi vished for nu, samtidig med vi finder ud af, om der er forurening, der har bredt sig til grundvandet”, siger Peter Erfurt, der er fagkoordinator ved Haderslev Kommune.

Prøverne bliver foretaget ved at bore fire meter ned i jorden med et sneglebor, der er monteret på en lastvogn. Hver boring varer mellem en og to timer. Fra boringerne udtages jordprøver og nogle steder vandprøver, hvorefter boringen lukkes igen. Enkelte steder skal boringen bibeholdes i lidt længere tid og vil blive afmærket.

”Vi ved reelt ikke, hvad vi kommer til at finde. Jeg forventer, at vi nogle steder vil finde forurenet jord, men vi må vente på undersøgelserne, før vi kan sige, hvor mange steder, det drejer sig om”, siger Peter Erfurt.

Når jordbunds- og grundvandsforholdene er kortlagt, skal der lægges en plan for, hvordan en eventuel forurening skal håndteres.