Når den nye supercykelsti på den tidligere banestrækning indvies lørdag den 11. november, markerer det samtidig færdiggørelsen af første delprojekt i byudviklingsområdet Jomfrustien – Levende rum i Haderslev.

Klokken 9.30 klipper formand for Udvalget for Plan og Miljø, Benny Bonde, den røde snor over stien ved Vinkelvej ud for Søslangen. Herefter cykler alle fremmødte cyklister i samlet flok ad stien fra Vinkelvej over Lindedal, Nordhavnsvej og Allégade for til sidst at mødes ved Håndværkerparken, hvor borgmester, H. P. Geil, byder velkommen med kaffe og kage. Alle er velkomne.

Efter den formelle indvielse, omkring klokken 10.10, gives scenen videre til en stor flok børn og unge, når der afholdes Urban Mountainbike Streetrace på en del af cykelstien og en del af parkeringspladsen. Hermed bliver vores første milepæl i byudviklingsprojektet indviet med et ægte byløb. Der kommer deltagere fra Haderslev, Sønderborg og Fredericia, der vil dyster på mountianbike både på p-pladsen og den nye cykelsti. Det er børn og unge fra den lokale klub “Funsters” ung MTB Haderslev, der hjulpet af Kultur og Fritid, står for løbet og har inviteret klubber fra Fredericia og Sønderborg til en dyst i stedet for et almindeligt træningsløb. Jomfrusti-projektet har udloddet gavekort til vinderne af de enkelte etaper. Alle er velkomne.

Cykelstiens slidlag bliver først lagt til foråret, da det giver det bedste resultat. Hvis slidlaget lægges, når vejret er for koldt eller fugtigt er der risiko for, at det ikke holder ordentligt. Men derfor kan man sagtens benytte stien allerede, dog vil man kunne opleve, at der er mindre ujævnheder, der først forsvinder når det endelig slidlag er lagt.

Når cykelstien er indviet, er der cykelsti hele vejen fra Haderslev Havn til Vojens. Som en del af projektet med den nye supercykelsti, er der lavet krydsningspunkter hen over Nordhavnsvej, Allégade og Teaterstien, som generelt vil forbedre trafiksikkerheden i Haderslev by.

Invitation til indvielse af supercykelsti