Nu er det blevet tid til at plante nyt langs supercykelstien i Haderslev. Det indebærer dog også, at fire træer i området må fældes. Det er rækken af platantræer mellem supercykelstien og Håndværkerparken, der skal tyndes ud, så der bliver plads til, at de tilbageværende træer kan vokse.

Netop nu har vi den bedste tid på året til at plante stauder og græsser, og det kommer supercykelstien i ved Jomfrustien til gode. Supercykelstien stod færdig sidste vinter, og nu er tiden inde til at plante langs sidearealerne af stien.

Arbejdet starter op i uge 39 med at fire træer langs stien fældes.

“Træerne er blevet så store, at der ikke længere er plads til, at de kan udvikle sig optimalt, fordi de står for tæt. Derfor er vi nødt til at tynde ud i dem. Det vil give plads til, at trækronerne kan brede sig og det vil skabe lys til den kommende underbevoksning”, siger Christina Bess Hansen, driftsplanlægger ved Haderslev Kommune.

I alt fældes tre platantræer og en spidsløn.

Efterfølgende vil Haderslev Kommune plante stauder og græsser langs cykelstien på strækningen fra Teaterstien til rundkørslen ved Nordhavnsvej.

Rækken af træer langs cykelstien vil på et senere tidspunkt blive forlænget med flere træer.